August 2025

Onsdag den 6. august 2025, kl. 19:30 Program: Åbent hus Programansvar: Bestyrelsen Det var en dejlig sommeraften, så der mødte kun et enkelt bestyrelsesmedlem, som kunne åbne og lukke i god ro og orden. Onsdag den 13. august 2025, kl. 19:30 Program: Åbent bestyrelsesmøde Programansvar: Bestyrelsen Bestyrelsen konstituerede sig med Viggo Buje som sekretær. Næstformandsposten blev ikke besat. Formanden berettede, at vi som aftalt ikke deltager i Gladsaxedagen. Desuden har Lars meddelt Togklubben, at vi desværre ikke kan nå at hjælpe dem med optagelser inden Gladsaxedagen i år på grund af den korte tidsfrist. Det var meget beklageligt, og John efterlyste en tovholder til næste år. Det udsendte regnskab viste, at vi har en kassebeholdning på godt 12.000 kr. Klubben arbejder for tiden med to klubprojekter. I Egebjerggård-projektet er der blevet lavet nogle videooptagelser med Ove Dalsgård (beboer i Egebjerggård) og nogle af områdets kunstværker. Der mangler nogle droneoptagelser og indtaling af en speak, som Ove Dalsgård har givet tilsagn om. Mørkhøjgård-projektet måtte desværre opgives, da man ikke kunne komme i konstruktiv dialog med ejerne. I stedet arbejder gruppen nu på et projekt om Smør- og fedtmosen; her er videooptagelserne startet, og en del informationsmateriale indsamlet. Arbejdet fortsætter i løbet af efteråret. Teknik-gruppen havde netop afholdt et statusmøde. Man konstaterede, at klubbens udstyr fungerer tilfredsstillende og dækker vores behov. Teknikgruppen har noteret sig, at der skal udføres årlig backup af C-drevet på klubbens 3 Pc’er til den eksterne 4 TB harddisk, der opbevares i klubbens boks. Næste bestyrelsesmøde afholdes den 22. oktober 2025. Onsdag den 20. august 2025, kl. 19:30 Program: Åbent hus Programansvar: Bestyrelsen John benyttede aftenen til at gennemgå et forslag til, hvordan videoteket kunne organiseres i en database fremover, og hvorledes man kunne benytte et skema til at beskrive de film, der blev afleveret til videoteket. Forslaget blev positivt modtaget, og der kom nogle forslag til, hvordan databasen kunne forsynes med nøgleord, der gjorde specifikke søgninger hurtigere og mere præcise. Det skal undersøges, om der kan linkes direkte fra poster i databasen til filmene. GUF var meget interesseret i at etablere et tilsvarende videotek for børnenes produktioner. Skemaet med filmoplysninger tænkes afprøvet i forbindelse med de 3 minutters film, der bliver indleveret til sommerkonkurrrencen. Desuden berørte vi problemet om digitalisering af de gamle videobånd. Den tekniske kvalitet er i de fleste tilfælde temmelig ringe, og efter Leif C’s mening bør man spørge sig selv om, hvem der i virkeligheden er interesseret i båndene. Hertil kommer, at det er en meget stor opgave at se båndene igennem og overføre indholdet til et nutidigt format. Snakken om videotekets fremtid endte ud i en frustration over, at opgaven var relevant og nødvendig, men meget stor i forhold til de resurser, klubben har til rådighed. Problematikken omkring videotekets fremtid er dermed uafklaret. Onsdag den 27. august 2025, kl. 19:30 Program: Klargøring af klublokalerne Programansvar: Bestyrelsen Viggo benyttede aftenen til at vise nogle droneoptagelser fra Egebjerggård på det store lærred. Optagelserne var foretaget i flot solskin tog sig glimrende ud. Desuden så vi nogle optagelser til indledningen til filmen om Kunsten i Egebjerggård. Og så gjorde vi klar til den traditionelle 3-minutters konkurrence næste onsdag. Bemærk, at det var sidste frist for tilmelding af film!
Redigeret 12. februar 2026